OM

 

Jeg husker stadig lyden af kuglen, som farer forbi mig. Efter det forsvinder lydene og jeg mærker kun den tørre varme omkring mig. Lufttrykket kunne mærkes og høres, og den bedste måde jeg kan beskrive det på er som i filmen Matrix. Kuglerne danner lufttryk, og selv om man ikke kan se kuglen, så var jeg aldrig i tvivl. Der blev skudt efter mig. Tiden går i slow motion, og jeg ser mig om efter en udvej.

City of lights

Jeg blev konfirmeret fra Rungsted kirke en solskinsdag i marts, Mine øjne var blå, skjorten hvid og tavlen var helt ren. Jeg husker dagen tydeligt med mine stolte forældre, og gæster der fejrede mig. Min mormor forærede mig et sort Minolta spejlreflekskamera. I den blå taske lå der en flash og et ekstra objektiv. Det blev straks ladt med en sort/hvid film, og verden blev med det samme meget større.

”Hvad med mig? Hvorfor ansætter du ikke bare mig i den ledige stilling?” Nogenlunde sådan sagde jeg til den daværende chefredaktør for Østerbro Avis, da den faste fotograf havde sagt op, for at fortsætte på Frederiksberg Bladet. Og således blev jeg opgraderet fra sportsjournalist én dag om ugen til fuldtidsfotograf på en stor ugeavis. Min lille røde Peugeot 205 kørte Østerbro tyndt, og jeg lavede gerne 10 opgaver på en enkelt dag. Der var fart på både kamera og bil. To liter mælk på dias til annoncen for Brugsen, og så en tur i mørkekammer og fremkalde ishockey. Jeg lavede alt mellem himmel og jord i de to år på avisen.

Det havde heldigvis givet en god ballast til New York. Jeg fik et legat og kom ind på International Center of Photography. Men det var ikke nok at leve som freelance for danske medier, så jeg måtte smøge ærmerne op og tage fat. Det blev også til assistentjobs for amerikanske fotografer, og det obligatoriske tjenerjob. City of dreams var også city of expenses. Ligesom byen så sov jeg ikke. Der skulle knokles. Både på skolen og på arbejde.

Endnu et legat og tilbage til Danmark. Der skulle ske noget mere i mit fotografi, så udover at slå mig ned som freelancer, så tog jeg samtidig på Fatamorgana. En kunstfotoskole med legendariske Morten Bo i spidsen. Jeg fik tæsk og blev udfordret mere på fotografiet og udtryk end jeg havde prøvet før. 9 billeder op på tavlen, og så var det bare at vente på kritikken og dommen. Ole Ernst pisser i en baggård. Hvad mon de synes?

Kriser kommer og går

Tilbage fra New York startede jeg som selvstændig. Jeg tog lidt anderledes opgaver ind, og fik bl.a. Landsforeningen Sind som kunde. Jeg fik besked på at der skulle ske noget nyt, og foreningen var åbne for forslag. Bladet skulle enten laves om, udkomme færre gange om året eller lukkes. Jeg stod overfor en stor udfordring, som redaktør for SindBladet da jeg startede. Et flot magasin stod foran store forandringer. Folketinget havde lavet portostøtten om, og der skulle spares penge. Både forhandlinger med trykkerier og nye freelancere skulle på plads inden det nye nummer kom på gaden. Det blev et bekendtskab med redaktørrollen og de mange sjove udfordringer det giver at lave fagblad. Kommunikation til medlemmer blandet med artikler og brevkasser. Det gav mig et helt andet syn på folk med sindslidelser. En lidelse, som ikke ses, men mærkes.

Fra Indien til Vorupør

Hvad mon manden siger tænkte jeg, og kiggede over på journalisten, der smilede. Vi turde ikke få øjenkontakt. Han snakkede med en kammerat, og selv om de ikke udvekslede mange ord, så var jeg helt blank. Bare han nu ikke henvender sig til os, tænkte jeg. Det lyder lidt som når man gurgler mund. Mine tanker blev afbrudt af moderen, som vi var ved at interviewe, du hun spurgte om vi ville have mere kaffe. Selv om jeg har rejst i hele verden, og er lykkedes at bestille mad og te i et nattog til Moskva, lege med gadebørn i Indien og afkode vrede fuldmægtige i Rumænien, kun ved hjælp af fagter, så tvivler jeg på at jeg nogensinde kommer til at forstå dialekten i Nørre Vorupør. Selv om Danmark er et småt land, og jeg er gift med en Sønderjyde, har familie på Djurs, så er det Nordvestjyske det sværeste jeg endnu har prøvet.

Men jeg elsker disse ture rundt i landet. Vi er jo meget ens og alligevel så er der en kæmpe forskel på hvordan vi lever livet. Ung, gammel, øst eller vest. Et land af usagte dogmer og regler for opførsel. Og så kaffen. Vi mødes i samtalen over en kop kaffe. Tynd, stærk, hjemmelavet eller med mælk. Der er så mange måder folk laver deres kaffe på. Men lige der over den varme dampende kop, mødes vi. Ser hinanden i øjnene i halvanden time og hører livsfortællingen. Der grædes, grines og delagtigøres i livet med alle dens problemer og sving på vejen. For Aller Media har været jorden rundt flere gange. En tur rundt i menneskers mange forskellige skæbner. Skæbner, som vi har genfortalt og bragt i bladene. Skæbner som jeg har grint og grædt med.

Ramalla

Ikke så længe efter skudet befinder jeg mig i en grøft sammen med et par andre folk. Vi har søgt tilflugt bag en stor betonklods. Der bliver nu skudt fra begge sider, og vi ligger lige i midten af det hele. En sandet, støvet grusvej som forbinder Ramalla med en bosættelse. Her ligger jeg, og opdager at jeg ikke er bange. Der skal tages billeder. Det er som om at tiden går lidt ned i tempo, og jeg kan se alting tydeligt. En anden fotograf bliver ramt i knæet længere fremme. Ambulancen kommer. Sten bliver kastet. Tåregas. Kaos. Jeg begiver mig ind i massen og tager billeder. Husk det nu, tag billedet mens du kan, tænker jeg og tager endnu en gang kameraet op til øjet for at se.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.